Frugttærte

Frugttærter er et vidt begreb. Hvad de alle sammen har tilfældes er en bund af enten mørdej eller butterdej. Fordi det er den nemmeste og mest enkle af de to, holder jeg mig i denne omgang til mørdejen. 


Mørdej: til en stor tærte eller to små. 
150 gram mel
100 gram smør 
50 gram flormelis 
1 æg 

Smøret smuldres i melet, flormelis sigtes oveni og ægget tilsættes. Ælt det sammen (helst ikke for meget, jo mere der æltes, jo svære bliver dejen at arbejde med) rul den til en tyk og kort pølse, pak den ind i folie og stil mørdejen køligt i 30 minutter før brug.

Tip: 
Mørdejen kan nemt laves nogle dage før brug og fryses indtil tærten skal bages.  


Man kan vælge at bage bunden alene (rul dejen ud på et meldækket bord, smør en tærteform, rul dejen op på en kagerulle og ned i formen. Stik i bunden med en gaffel og bag den ca. 20-25 minutter ved 200 grader, hold godt øje med den, den skal være gylden.) Derefter lader man bunden køle, fylder den med en creme (vanilje, chokolade eller måske jordbær hvis det er en jordbærtærte du laver) og pynte med friske bær til sidst.  

På billedet har jeg kantet tærten med kransekagemasse, bunden bages først 15 minutter, massen sprøjtes rundt langs kagen og bages i yderligere 10-15 minutter. 


Jordbær og Rabarbertærte til 10 pers:
En portion mørdej

Mazarinmasse:
150 gram marcipan
150 gram rørsukker
100 gram blødt smør 
2 æg
50 gram mel 

Top: 
100 gram jordbær
200 gram rabarber

Mazarinmassen blandes ved at rører marcipan og rørsukker godt sammen til en ensartet masse. tilsæt smør lidt af gangen, til sæt æggene på samme måde og til sidst melet. 
Mazarinmassen fordeles ligeligt ud over mørdejen (der allerede er rullet ud og i tærteformen) 
Rens jordbær og rabarber, skær jordbærende i halve, rabarbrene i mindre stykker og fordel dem ud over mazarinmassen. Tærten bages i ovnen ved 200 grader i ca. 25-45 minutter (igen hold øje med den!) tærten er færdig når mørdejen er lysebrun.

Tip: 
Der kan også bruges æbler, pærer, blommer, hindbær, hyben... hvilken som helst frugt eller bær, listen er uendelig. Fantasien er din bedste ven, når det drejer sig om kager.

 

Kommentarer